Gymnasiet er et sted hvor der i dag er mange, men kun få, der egentlig bør være der. Resten er spild, spild og spild af samfundets penge - det værste, der kan spildes overhovedet. For penge er alt.
Som gymnasieelev går jeg på en uddannelse, hvis formål på mange måder peger i alle retninger. En uddannelse som både er rigtig og forkert. For det almene gymnasium er blevet meget mere alment de seneste år. Skal det ændres ved at sætte højere krav? Eller hvad?
I dag vælger mange flere danske unge STX efter afslutningen af folkeskolen. Det er positivt for den generelle målsætning om, at så mange som muligt skal have en ungdomsuddannelse, men alligevel er det heller ikke den rette udvikling. Politikerne vil nu have gymnasieeleverne over på erhvervsuddannelserne, fordi der mangler arbejdskraft ved de ikke-akademiske jobs. Derfor er det bl.a. gymnasierne, der ifølge den nye finanslov, får de største besparelser. Planen er simpelthen at gøre STX-uddannelsen mindre attraktiv. Men hvorfor? Hvorfor er det et problem, at det er den langt mest populære ungdomsuddannelse?
Et argument, der ofte bliver brugt, er at der bliver uddannet alt for mange akademikere i forhold til hvad samfundet behøver. Og nej, et samfund, udelukkende befolket af universitetsuddannede, er på ingen måde optimalt. Men sådan ender det ikke, heller ikke selvom langt størstedelen bliver studenter. For når de står med huen på og skal til at tage stilling til deres fremtid, vælger mange noget andet end universitetet. Og det anses for forkert, for det er jo ikke meningen med uddannelsen.
En gang var en studentereksamen kun for de meget privilegerede og dem, der uden tvivl skulle læse videre på en prestigefuld universitetsuddannelse. Nu, hvor 7 ud af 10 unge bliver studenter, er det helt anderledes. Denne udvikling medfører naturligvis, at mange med en studentereksamen ender som andet end akademikere. For nej, der er ikke hverken behov eller plads til så mange. Er det så det, der er problemet? På nogle punkter.
Økonomisk set, så er det et problem at unge, der alligevel ender på en erhvervsuddannelse, først ’spilder’ samfundets penge i 3 år på en ’unødvendig’ uddannelse. Man taler om, at gymnasiet nu bare er blevet en såkaldt ’opbevaringsanstalt’ af unge, der ikke endnu ved, hvad de vil. At det bare er en forlængelse af folkeskolen, hvor eleverne kun kommer for det sociale. At uddannelsen ikke fører til noget. At unge kommer ud med alt for lave snit, der aldrig fører til optagelse på noget ’ordentligt’. Men betyder det, at de 3 år ikke har gjort noget for studenten? At studenterhuen er fuldstændig spild, hvis den ikke partout fører til en videregående uddannelse?
I mine øjne – siger jeg på trods af, at jeg ikke har fået den famøse hue endnu – får man mange andre ting med fra gymnasiet end bare adgang til universitetet. Man får en almen dannelse og en generel viden, man ikke havde fået, hvis man havde gået direkte fra 9. klasse til en erhvervsuddannelse. En viden som er ekstremt givende for det enkelte menneske, selvom det på papiret ikke er noget værd. For selvom gymnasiet som udgangspunkt er en studieforberedende uddannelse, er det også en almendannende uddannelse. Og da de to ting ikke nødvendigvis er det samme, bør den første ikke fuldstændigt overskygge den sidste.
For hvorfor skal gymnasiet absolut føres tilbage til den eliteinstitution, det var engang? Gymnasiet bør være et sted med plads til alle, som kan give alle den grundviden, som på mange måder er udslagsgivende for hvor godt, man kan klare sig i det senmoderne samfund.
Men denne grundviden er åbenbart ikke vigtig at opnå. Man skal vælge den rigtige uddannelse første gang, skynde sig igennem og for øvrigt være fuldstændig afklaret om sin fremtid som 15-16-årig. Det er det budskab, vi unge får banket ind i hovedet. Ellers spilder vi jo statens penge. Det er i hvert fald det, regeringens besparelser og karakterkrav fortæller os. Vi skal fokusere på at præstere allerede i folkeskolen for overhovedet at kunne komme ind på gymnasiet, for der skal ikke lukkes nogen ind, som ikke udnytter deres eksamen maksimalt. Er man så heldig at komme ind, introduceres man til en hverdag, hvor ens præstationer ofte bare bliver bedømt på et tal. Et enkelt tal, der betyder alt. Godt nok som regel ledsaget af rettelser og kommentarer, men alle kigger alligevel efter tallet. Det andet er jo lige meget, for tallet er jo det afgørende, der i sidste ende bestemmer ens fremtid. Det bankes ind allerede fra folkeskolen. Samtidig får vi at vide, at vi for alt i verden ikke må fokusere for meget på at præstere og få høje karakterer. For så er vi jo de 12-tals elever, der er blevet kørt massiv hetz på de seneste år. De 12-tals-elever, som alle ved ender med stress og psykiske problemer – hvis ikke de issues, der ligefrem var det, der kulminerede i den sygelige præstationsmani. Og det kan vi jo heller ikke have.
Så hvorfor skal skolegangen gå op i præstationer og tal? Hvorfor ikke bare koncentrere sig om at lære noget? Alle kan ikke blive forskere, men læring kan da aldrig være spildt? For gymnasiet giver så meget mere end et eksamensbevis og en hue: det giver en grundlæggende viden, der skaber hele mennesker. Og hele mennesker er vel hele pointen med en uddannelse?