Danmark har altid været kendt for vores storslåede fordumstid og vores fælles forfædre – vikingerne. Vikingerne prægede store dele af verden på deres handelsrejser og togter, og i dag er der stadig mange tegn fra vikingernes færden rundt i verden: Både rester i sprog og egenavne, sølvmønter, smykker og skibe.
Danmark står, som en vikingenation og en del af Skandinavien, og vidner om en storslået historie; om et folk der kunne erobre, handle, slås og frem for alt bygge skibe i første klasse. Eller gør vi? Kommer man som turist til Danmark, skal man have det helt store forstørrelsesglas frem, hvis man vil se noget der bare minder om vikinger. Det mest umiddelbare sted at lede er Nationalmuseet, men her vil de fleste nok blive skuffede: Efter en lang gennemgang af den danske oldtid, især med fokus på bronzealderen, ender man i et halv-tomt rum med et par runesten og smykker, og dette er den legendariske vikingetid. Nationalmuseet har prioriteret hele vikingetiden mindre end luren og Egtvedpigens bast-skørt, der tilsammen har fået mere plads end 250 års relevant Danmarkshistorie.
Ønsker man som turist at vide mere, kan man tage til Roskilde og opleve vikingeskibsmuseet. Dette er en noget mere imponerende oplevelse, men hovedsageligt fokuserer museet kun på de skibe der er fundet i Roskilde fjord, og derfor er det stadig en mangelfuld oplevelse, hvis man ønsker at danne sig en overordnet forståelse for perioden. For at forstå vikingernes dagligdag skal man uden for Roskilde til Sagnlandet Lejre. Her kan man opleve børn og voksne i kostumer: De viser vikingernes liv i form af madlavning, håndværk og ritualer. Vil man se mere kan man tage en tur til Jellingestenen, men her er der hovedsageligt kun redegjort for Gorm den Gamle og Harald Blåtands historier. Lindholm Høje uden for Aalborg tilbyder et overblik over perioden i form af et lille men moderne museum. Desværre er størstedelen af udstillingen baseret på den lokale stenopsætning. Ønsker man information om de runde vikingeborge kan man besøge Trelleborg, og hvis man vil vide noget om gravhøje kan man tage til Ladby og se deres lokale vikingemuseum. Før vi når dertil, har vi efterhånden været Danmark rundt, og selv den mest historieinteresserede må være træt af at sidde i en bil.
Hvorfor skal det være så svært at give vores turister noget ”bang for the buck”? Vores land har allerede et image ude i verden – det er en gave der er blevet smidt lige i ansigtet på os, men som ingen har forstået at udnytte. Det er de færreste mennesker der har lyst til at rejse land og rige rundt for at se små niche-museer. Dog har de små museer deres fordele og deres charme. De giver jobs og liv i landets udkanter, og samtidig ligger de på stedet, hvor den historiske seværdighed er. Gravhøje, stensætninger, ringborge og gamle købsteder skal man helst ikke begynde at flytte på, så det giver god mening at lade museerne komme til dem i stedet for omvendt. Det er bare ikke nok – der bliver nødt til at være et samlingspunkt. Jeg savner en etage på Nationalmuseet, der kun har til opgave at beskrive vikingerne og deres historie. Hvert år kommer tusinder af turister til Danmark i den tro, at vikingerne havde hjelme med horn, og vi lader dem rejse herfra med det selv samme indtryk.
Nationalmuseet er uden tvivl et af Danmarks flotteste museer, og det lykkedes museet at komme godt rundt om det meste af Danmarks historie. Både oldtiden og middelalderen er gode udstillinger, som skaber en basis forståelse før man bevæger sig videre til Grønland, Egypten, renæssancen og de mange flotte særudstillinger. Den flotte, gamle bygning i København skaber et grundlag og en base for historien og opsummerer meget af det, man kan finde på de mindre afdelinger af Nationalmuseet - som Frilandsmuseet og Tøjhusmuseet.
Desværre mangler Nationalmuseet nogle små bidder af historie, heriblandt vikingetiden. Samtidig er museet meget klassisk og på sin vis kedeligt, da det mangler det moderne strejf, som findes på så mange museer i dag. Det ville ikke gøre noget, om de lod sig inspirere lidt af Søfartsmuseet i Helsingør. Der er massere af dygtige og kreative mennesker i branchen, og mulighederne for forbedring er lige til. Dog kræver det, at den nye regering prioriterer vores fælles historie og formidling af viden lidt højere, end de gør i dag.
Det er jo ikke fordi vi mangler interessante fund: De hober sig op i Nationalmuseets kælder, og hvis man krydrer det lidt med nogle udstoppede dyr, hørkjoler, fede plancher og eventuelt en film eller to, er der rigeligt til en flot og - frem for alt - stor udstilling. Det er spild af penge, spild af branding og spild af interesserede menneskers tid, at vi ikke udnytter vores verdensberømte historie bedre. Muligheden ligger lige foran næsen af os – vi skal bare række ud og samle den op.