Jeg kan godt selv erklære, at jeg er utroligt træt af den måde, der føres politik på her i Danmark. Det foregår på sådan en grotesk måde, hvor partiet eller den enkelte politiker bruger mere energi og tid på at nedgøre oppositionen, end på egen politik. Hvis det fortsætter i denne retning kan man nok regne med, at vi bliver mere splittet end blot at være enten rød eller blå. Vi styrer i stedet hen mod et topartisystem. Et os versus dem uden nuancer.
Skandale efter skandale skal fremhæves, og så skal man lige trampe over dem det går ud over, for at få sig til at føle sig lidt bedre tilpas med sin egen halvslatne politik, som egentlig meget ofte går på hvilken partiformand, der er mest sympatisk at høre på – og ikke hvis idéer, der er relevante for samfundet eller den enkelte borger. Og som vælger lukker man så af for det, der kommer ud af kæften på politikeren, og fokuserer i stedet på om skjorten eller håret sidder lidt skævt. Man vælger at kigge på fejlene i stedet for at se forbi sin egen lidt snæversynede vinkel af verdenen.
"Politik her i Danmark foregår egentlig lidt på samme måde som et afsnit af Paradise Hotel, hvor "taktikken" er at fremstå bedst selv og nedgøre de andre"
Det er ofte den måde politik bliver ført her i Danmark. Politikerne kører ofte hetz mod andre politikere, og partierne fører skræmmekampagner mod opinionspartierne, hvilket tvinger os til at vælge side.
Ud af talrige eksempler kan jeg nævne et par enkelte; Venstre der kører hetz mod Helle Thorning-Schmidt, da dokumenter afslører hendes ægtemand i at have flirtet lige heftigt nok med skatten, hvilket intet har at gøre med den politik Socialdemokraterne fører – kun at Helle mister lidt af sin troværdighed; skræmmekampagnen mod daværende rød regerings ”løftebrud” (og nu rød bloks skræmmekampagne mod nuværende regerings løftebrud, hvor Venstre mener, at de ikke har lovet noget, men bare følger en politisk retning, der kan ændres gradvist hen ad vejen); den nye kampagne fra Socialdemokraternes ungdomsparti DSU (der har henblik på den nye finanslov), som har photoshoppet Lars Løkke ind på en Tinder profil, hvor beskrivelsen lifligt fortæller om hans glæde ved nedskæringer og at han egentlig nyder ret godt af en bytur – så længe han ikke selv skal betale; hetz mod Lars Løkke og hans pæne forbrug af partikassens penge på dyre Armani jakkesæt, som er totalt unødvendige for partiet. Jeg kunne blive ved.
Politik her i Danmark foregår egentlig lidt på samme måde som et afsnit af Paradise Hotel, hvor "taktikken" er at fremstå bedst selv og nedgøre de andre, bare fordi man ikke lige kan enes eller selv er for grådig til enten at dele eller indgå i et kompromis. Dette er også ekstremt tydeligt at se i vores individualiserede, moderne samfund, hvor vi er kategoriseret til at tilhøre en bestemt side eller parti eller ideologi, fordi vi vælger at fremhæve forskellene i stedet for ligheder. Vi er individualiserede mennesker, der kræver mere og mere underholdning for vores skattepenge, uden henblik på den politik, der faktisk bliver ført.
Ofte er synet nemlig, at de liberale er for forskellige fra socialisterne, og dette skaber et ret stort skel. Derudover indgår partierne alliancer med hinanden – ligesom de gør i Paradise Hotel. Man spiller ”taktisk” og man udvælger de personer, der kan fremhæve én bedst muligt og sørge for, at man når hurtigt eller bedst til tops, eller bare generelt dem, man bedst kan kaste mudder sammen med, og der er bedst til at nedgøre alle de andre. Der er skabt to hold, der synes at gå i hver sin retning. Det er nemlig i dansk politiks optik at distancere sig så meget som muligt fra de andre. Og så kan man vælge hvem man holder med, selvom man som enkelt individ faktisk er enige med den ene side i nogle sager og med den anden i andre. Alligevel skal vi defineres som enten rød eller blå, fordi der er en barriere, der skaber stor distance. Den ideologi eller politiske holdning vi har, bliver et label på vores personlighed og vi identificeres ved denne.
Personligt mener jeg at det er en forfærdelig måde at føre politik på. Skrækscenariet vil jo være USA, hvor der åbenlyst er to sider, to partier, der begge er i modstrid med hinanden og ofte udtrykker denne strid i stedet for at indgå et samarbejde. Som demokrat kan man jo næsten ikke få et ord indført om bestemte emner uden at hakkes fuldstændig ned af republikanerne. Og det samme gælder den anden vej rundt. Dette er jo et samfund, der bruger mere energi på at rive andres idéer og løsningsforslag ned end rent faktisk at udrette noget i et samlet fællesskab. Slutpunktet for Danmark vil jo være et topartisystem, hvis det fortsætter med denne opdeling.
USA er også utrolig delt – enten er man demokrat eller republikaner. Og ja, hvis man faktisk udtrykker tanker om at styrke fællesskabet i stedet for individet, så kan man godt regne med at blive kaldt for en forpulet socialist – eller endda en kommunist, som har i sinde at vælte regeringen. Her taler jeg af personlig erfaring. Som medborger i samfundet skaber denne form for demokrati uro og skræk hos mig. Dette er ikke hvad jeg ønsker af Danmark – jeg ønsker ikke en videreudvikling af to modstridende sider.
Dette er jo også en af principperne i Paradise Hotel – man gør mere for sig selv og for populismen frem for hvad der er godt for os alle. Hvad enten dette er nedskæringer i skat, en folkeafstemning om at afskaffe retsforbeholdet, om nedskæringer på uddannelsesinstitutionerne er optimalt eller om folkeskolereformen var et godt tiltag eller ej.
Jeg ønsker ikke et os versus dem. Ved denne fremtid inden for rækkevide mister jeg lysten til at stemme – ikke fordi jeg er uenig med alle danske partier men fordi jeg brækker mig over den måde, der bliver ført politik på. Det er fuldstændig barnligt og uetisk og på alle områder minder det om en dårlig reality serie. Sikke fremtidsudsigter vi har for Danmark.